Vinteren nærmer sig og varmeregningen vokser. Drømmer du om et hjem, der både er billigere at bo i og bedre for klimaet? Så er energirenovering et af de mest effektive skridt, du kan tage.
Når du energirenoverer, reducerer du din boligs CO₂-udledning – og i mange tilfælde kan du ovenikøbet få tilskud til arbejdet, fx til varmepumper, nye vinduer eller bedre isolering. Tjek mulighederne på sparenergi.dk, før du går i gang.
Inden du kaster dig ud i projektet, er det en god idé at hyre en energikonsulent. Med en termografering får du et tydeligt billede af, hvor varmen siver ud af huset. Den farvestrålende varmescanning viser præcis, hvor du får mest ud af at sætte ind.
Har du et ældre hus med et dårligt energimærke? Så er det værd at vide, at et nyt EU-direktiv kræver, at næsten halvdelen af de danske boliger skal energirenoveres frem mod 2033. Og målet er klart: ingen boliger skal udlede CO₂ efter 2050.
Her er de mest effektive energiforbedringer
✔️ Skift olie- eller naturgasfyr til fjernvarme eller varmepumpe
✔️ Udskift gamle vinduer til energiruder (eller monter forsatsvinduer)
✔️ Investér i solceller
✔️ Hulmursisolering, lofts- og gulvisolering
✔️ Ventilationsanlæg med varmegenvinding
✔️ Efterregulering af dit varmeanlæg
✔️ Skift tætningslister, termostater og gamle cirkulationspumper
Selv små tiltag kan gøre en stor forskel – og tilsammen kan de både forbedre dit indeklima, sænke dit forbrug og spare dig for tusindvis af kroner på sigt.
Mange banker tilbyder nu grønne boliglån med bedre vilkår, hvis du køber en bolig med energimærke A eller B, eller hvis du låner til en energirenovering. Nogle banker giver endda lavere gebyrer, når lånet handler om klimavenlige forbedringer.
Dine næste skridt
✅ Skal du låne til renovering? Forlang bedre vilkår i banken.
✅ Bygger du om? Overvej brugte byggematerialer – godt for klimaet og pengepungen.
✅ Er du på boligjagt? Gå efter boliger med energimærke A (og brug dårlige mærker som argument for at få prisen ned).
✅ Husk at tjekke tilskudsmuligheder på sparenergi.dk.

