Der var et påfaldende fravær under Folketingsvalget 2026. Klimaet. Midt i diskussioner om skat, ældrepleje og tryghed blev den største langsigtede udfordring for vores samfund reduceret til en parentes. Som om den grønne omstilling kan sættes på pause, mens vi taler om “det, der virkelig betyder noget”. Det er en farlig illusion. For virkeligheden udenfor Christiansborg er ikke gået i stå. Det er fremskridtene, der er. Europa er gået i stå – og det burde bekymre os European Sustainable Development Report 2026 leverede i februar en besked, der er svær at bortforklare: Fremskridtene mod bæredygtig udvikling i Europa er stagneret. Ingen lande er på vej til at nå verdensmålene. På centrale områder – klima, biodiversitet og ressourceforbrug – går udviklingen for langsomt eller i den forkerte retning. Europa er stadig blandt de bedste globalt. Men vi er holdt op med at forbedre os. Og i en klimakrise er stilstand ikke neutral. Det er tilbagegang. Den grønne selvforståelse krakelerer Vi elske

Danskerne har været ved pantautomaterne mere end nogensinde før. 2,2 mia. flasker og dåser blev i 2025 afleveret i det danske pant- og retursystem, hvor dåser og flasker genanvendes og bliver til nye igen. Det skriver Dansk Retursystem i en pressemeddelelse. Jo mere danskerne panter, des større miljø- og klimagevinster kan vi opnå. Når flasker og dåser pantes i stedet for at blive smidt ud som affald, kan vi holde drikkevareemballagerne i et lukket kredsløb. Det betyder, at de kan genanvendes i højeste kvalitet og bliver til nye dåser og flasker igen, et strålende eksempel på cirkulær økonomi. Det sparer råstoffer og energi. Derfor gør det en stor forskel, at danskerne panter i så stort omfang. Andre gange føles den grønne omstilling som et fuldtidsarbejde, hvor man skal have en doktorgrad i affaldssortering for at smide en mælkekarton ud. Men vi behøver ikke gøre alt perfekt. De mange små, cirkulære ryk i hverdagen er faktisk dem, der batter mest for klimaet. Og de er slet ikke så bes

Efter en valgkamp domineret af svin, drikkevand, formueskat og pension står Danmark nu over for et langt mere grundlæggende spørgsmål: Hvordan sikrer vi os mod fremtidens energikriser? Krigen i Iran minder os om, at selvom Danmarks forsyningssikkerhed er stærk, er vores energi-uafhængighed stadig skrøbelig. Oliemarkederne har svinget voldsomt og lukning af Hormuzstrædet har sendt chok gennem de globale forsyningslinjer. Det Internationale Energiagentur har endda varslet den største frigivelse af oliereserver nogensinde – et klart signal om, hvor afhængig verden fortsat er af fossile brændsler. Alligevel fyldte energipolitik næsten intet i valgkampen. Kun pip om en afgiftslettelse, hvilket ikke løser det grundlæggende problem: Danskernes benzin-, el- og varmepriser påvirkes direkte af begivenheder tusinder af kilometer væk. Vi har strøm i stikkontakten, ja – men prisen dikteres stadig i Mellemøsten. Forsyningssikkerhed handler om mere end energi nok Danmark har en af verdens mest stabil

Hvis man kun fulgte valgkampen, skulle man tro, at dansk drikkevand stod og faldt med to ting: nitrat og sprøjtemidler. Politikerne råber i kor, som om de har opdaget noget helt nyt, og medierne kaster sig over hver eneste decimal i en vandprøve. Men der er ét ord, der glimrer ved sit fravær. Ét ord, der burde runge gennem hele debatten. Ét ord, der faktisk er et langsigtet problem: PFAS - evighedskemikaliet Evighedskemikalierne. De stoffer, der ikke forsvinder. De stoffer, der findes i blodet hos stort set alle danskere. De stoffer, der har skabt problemer i kommuner over hele landet. Men de er usynlige i valgdebatten. Nitrat kender alle. Alle ved, hvordan den fungerer. Alle har en holdning. Det er nemt at kommunikere: ”For meget nitrat er farligt!”; ”Landbruget presser grundvandet!”; ”Vi skal beskytte vores børn!” Det er klassisk valgkampsstof. Og vigtigst af alt: Det kan placeres hos én sektor. Det gør det politisk spiseligt. Pesticider er endnu bedre. De lyder farlige. De er mennes

Hvor mange konserveringsmidler, emulgatorer og stabilisatorer gemmer der sig egentlig i din indkøbskurv? Hvis du nogensinde har læst ingredienslisten på en dressing og tænkt: “Det her ligner mere kemi end mad”, så er du ikke alene. En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at lidt over hver fjerde dansker gerne vil undgå ultraforarbejdet mad, men mange har opgivet. Ingredienslisten ligner simpelthen noget fra en kemifabriks vareudbud. Det handler ikke kun om sundhed. Ultraforarbejdet mad udleder som regel mere CO₂ end de samme råvarer i deres mere uskyldige, oprindelige form. Når maden får en tur gennem kemifabrikken Ultraforarbejdet mad er ikke bare mad, der er blevet rørt lidt rundt i. Den har typisk været igennem en hær af maskiner på fødevarefabrikkerne og tilsat en masse ekstra ingredienser. Fx maltodextrin, modificeret stivelse, stabilisatorer og aromaer samt en hær af E-numre. Som alt sammen også skal produceres og transporteres. Alle de industrielle processer kræver energi

Formueskat, Store Bededag og udlændingepolitik fylder meget i debatten om FV26. Klima? Det står ikke øverst på dagsordenen. Men kigger man i partiernes programmer, er forskellene så store, at de næsten kan måles i grader global opvarmning. 70% eller ingenting? Klip fra partiernes websites viser med al tydelighed at partiernes positioner spænder fra ”der er ingen klimakrise” til ”udviklingen skal vendes nu”: De ambitiøse Alternativet: ”100 procent klimaneutralitet i 2035” Enhedslisten: ” EU skal reducere vores CO2-udslip med 70% i 2030 og være CO2-neutrale i 2040” Socialistisk Folkeparti: ”Vi skal længere end 70% reduktioner i 2030 …. SF ønsker, at Danmark skal være klimaneutralt senest fra 2040” Radikale Venstre: ”Danmarks fremtidige klimapolitik står hen i det uvisse med et alt for uambitiøst mål for 2035. Udviklingen skal vendes nu” De ambitiøse sætter klima først. Punktum. Kort sagt: her prioriteres hurtige reduktioner, store strukturelle ændringer og en højere CO₂-pris – og der er