Vi taler ofte om ressourcespild som et miljøproblem. Plastik i havet. Mad i skraldespanden. Produkter, der går i stykker alt for hurtigt. Men det er også et enormt økonomisk problem. Faktisk er den lineære økonomi – hvor vi udvinder, producerer, bruger og smider væk – i bund og grund rent pengespild. Det er præcis dét, begrebet “Value Gap” forsøger at sætte tal på i The Circularity Gap Report 2026 (CGR®). Value Gap måler, hvor meget økonomisk værdi verden taber på ineffektiv brug af materialer, energi, fødevarer og produkter. Altså hvor mange penge der i praksis forsvinder ud af økonomien, fordi ressourcer bliver brugt for kort tid, for dårligt eller de forkerte steder. Og tallene er vilde. Globalt vurderer rapporten Value Gap pengespildet til 25,4 billioner euro. Til sammenligning er verdens samlede BNP cirka 82,6 billioner euro. Det betyder, at en enorm del af den værdi, vi skaber, forsvinder igen gennem spild, ineffektivitet og nedslidning. Det handler ikke kun om affald. Det handle

Foto: Green Power Denmark Mens energikrisen eskalerer i kølvandet på lukningen af Hormuzstrædet, står European Energys batteripark i Kvosted klar til at levere til elnettet. Det er et konkret svar på en af Danmarks største udfordringer: hvordan vi sikrer stabil energi i en urolig verden. Danmarks største batteripark er ikke et pilotprojekt eller en vision for fremtiden, men en fungerende infrastruktur, der allerede i dag leverer til elnettet. Batteriet i Kvosted kan reagere på få sekunder. Det opsuger overskudsstrøm, når solen skinner, og leverer elektricitet tilbage, når nettet er under pres. Det stabiliserer frekvensen, modvirker ubalancer og reducerer risikoen for strømafbrydelser i et energisystem, der i stigende grad er baseret på sol og vind. Kort sagt: Kvosted viser, hvordan energisikkerhed ser ud i praksis. Netop derfor er kontrasten slående. For mens batteriet i Kvosted er blevet godkendt og sat i drift, er næsten alle nye batteriprojekter i Danmark sat på pause. Administrativ

Hvor mange konserveringsmidler, emulgatorer og stabilisatorer gemmer der sig egentlig i din indkøbskurv? Hvis du nogensinde har læst ingredienslisten på en dressing og tænkt: “Det her ligner mere kemi end mad”, så er du ikke alene. En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at lidt over hver fjerde dansker gerne vil undgå ultraforarbejdet mad, men mange har opgivet. Ingredienslisten ligner simpelthen noget fra en kemifabriks vareudbud. Det handler ikke kun om sundhed. Ultraforarbejdet mad udleder som regel mere CO₂ end de samme råvarer i deres mere uskyldige, oprindelige form. Når maden får en tur gennem kemifabrikken Ultraforarbejdet mad er ikke bare mad, der er blevet rørt lidt rundt i. Den har typisk været igennem en hær af maskiner på fødevarefabrikkerne og tilsat en masse ekstra ingredienser. Fx maltodextrin, modificeret stivelse, stabilisatorer og aromaer samt en hær af E-numre. Som alt sammen også skal produceres og transporteres. Alle de industrielle processer kræver energi

Formueskat, Store Bededag og udlændingepolitik fylder meget i debatten om FV26. Klima? Det står ikke øverst på dagsordenen. Men kigger man i partiernes programmer, er forskellene så store, at de næsten kan måles i grader global opvarmning. 70% eller ingenting? Klip fra partiernes websites viser med al tydelighed at partiernes positioner spænder fra ”der er ingen klimakrise” til ”udviklingen skal vendes nu”: De ambitiøse Alternativet: ”100 procent klimaneutralitet i 2035” Enhedslisten: ” EU skal reducere vores CO2-udslip med 70% i 2030 og være CO2-neutrale i 2040” Socialistisk Folkeparti: ”Vi skal længere end 70% reduktioner i 2030 …. SF ønsker, at Danmark skal være klimaneutralt senest fra 2040” Radikale Venstre: ”Danmarks fremtidige klimapolitik står hen i det uvisse med et alt for uambitiøst mål for 2035. Udviklingen skal vendes nu” De ambitiøse sætter klima først. Punktum. Kort sagt: her prioriteres hurtige reduktioner, store strukturelle ændringer og en højere CO₂-pris – og der er

Redningen af Peder Lykke-højhuset markerer et vigtigt opgør med ”riv ned og byg nyt”-kulturen. Selvom Amagers ældste højhus længe var dødsdømt på grund af betonfacadens stand, har Boligselskabet Domea København nu bevist, at genanvendelse af eksisterende strukturer er fremtidens vej. Ved at omdanne de 240 oprindelige lejligheder til studieboliger fremfor at jævne bygningen med jorden, tager man et nødvendigt ansvar i en branche, der globalt står for næsten 40 procent af den samlede CO2-udledning. Beslutningen hviler på den fundamentale erkendelse, at det er spild af ressourcer at fjerne velfungerende konstruktioner. Ved at bevare bygningskroppen spares vores planet for de enorme ressourcer, det kræver at producere ny beton og stål. Samtidig fungerer projektet som et laboratorium for cirkulær økonomi, hvor man udvikler metoder til at genbruge alt fra gulve til køkkenelementer. Peder Lykke-højhuset bevares altså ikke nødvendigvis som en æstetisk perle, men som et bæredygtigt forbillede,

I Gentofte står et klubhus tegnet af Arne Jacobsen. Original arkitektur. Originalt inventar. Et stykke dansk designhistorie i fuld skala. Lidt endnu. Kommunen arbejder nemlig videre med en plan for en sportspark, hvor bygningen skal rives ned og erstattes af en svømmehal. Men huset er i fin stand. Det har fået nyt tegltag i 2025. Det er bevaringsværdigt. Som journalist Signe Wenneberg siger: “Det er jo hul i hovedet.” Det er svært at være uenig. Det rationelle regnestykke, som ingen åbenbart gennemførte, er at rent teknisk fungerer bygningen. Den er ikke en ruin. Økonomisk set er det nye tag allerede betalt. Klimamæssigt set er nedrivning og nybyggeri lig med en massiv CO₂-regning. Den eksisterende bygning rummer allerede enorme mængder indlejret klimaaftryk. Kulturelt set taler vi om Arne Jacobsen. Ikke en tilfældig barak. Alligevel vælger man den mest ressourcekrævende løsning. Vi taler om at vi vil være bæredygtige. Genbruge. Bevare. Tænke cirkulært. Det klimakloge valg i 2026 er ik