Hvis man kun fulgte valgkampen, skulle man tro, at dansk drikkevand stod og faldt med to ting: nitrat og sprøjtemidler. Politikerne råber i kor, som om de har opdaget noget helt nyt, og medierne kaster sig over hver eneste decimal i en vandprøve.

Men der er ét ord, der glimrer ved sit fravær. Ét ord, der burde runge gennem hele debatten. Ét ord, der faktisk er et langsigtet problem:

PFAS - evighedskemikaliet

Evighedskemikalierne. De stoffer, der ikke forsvinder. De stoffer, der findes i blodet hos stort set alle danskere. De stoffer, der har skabt problemer i kommuner over hele landet. Men de er usynlige i valgdebatten.

Nitrat kender alle. Alle ved, hvordan den fungerer. Alle har en holdning. Det er nemt at kommunikere: ”For meget nitrat er farligt!”; ”Landbruget presser grundvandet!”; ”Vi skal beskytte vores børn!”

Det er klassisk valgkampsstof. Og vigtigst af alt: Det kan placeres hos én sektor. Det gør det politisk spiseligt.

Pesticider er endnu bedre. De lyder farlige. De er menneskeskabte. De kan bruges til at tegne en klar konfliktlinje. Det er næsten for nemt: ”Forbyd dem!”; ”Regulér dem!”; ”Stop dem!” Det er punchlines, der kan leveres på 12 sekunder i en tv-debat.

At de fleste fund i drikkevand ligger langt under grænseværdierne? Det fylder mindre.

PFAS mangler i debatten

Og så er der PFAS. Eller rettere: der er PFAS, men der er ikke PFAS i debatten. Hvorfor? Fordi PFAS ikke passer ind i den politiske valgdebat. PFAS kan ikke henføres til én sektor. PFAS er ikke et landbrugsproblem. PFAS er ikke et industriproblem. PFAS er ikke et kommunalt problem. PFAS er et samfundsproblem.

Det er alt fra brandskum til tøj, kosmetik, emballage, non-stick pander, imprægnering, elektronik og forbrugsgoder. Det er vores livsstil, vores forbrug, vores kemi. Og det er svært at lave en skarp konflikt ud af noget, hvor alle er medskyldige.

Derfor bliver PFAS ikke nævnt. Det er politisk ubekvemt. Det er komplekst. Det kræver langsigtede løsninger, der ikke kan koges ned til en punchline.

Vi diskuterer nitrat og pesticider, som om de er de eneste trusler mod vores drikkevand, mens PFAS – som bogstaveligt talt ikke forsvinder i naturen – bliver pakket væk. Men PFAS er den mest langsigtede udfordring for vores grundvand, og reguleringen kom først, efter forureningen var sket. Nu er problematikken parkeret i EU.

Dansk drikkevand stadig er blandt verdens reneste, men det bliver ikke ved med at være det, hvis vi kun taler om de problemer, der er lette at forklare. PFAS kræver en helt anden type politisk mod. Fordi det ikke kan løses med en enkelt sektor eller et enkelt forbud. PFAS og andre evighedskemikalier er den stille elefant i rummet. Og den bliver ikke mindre af, at vi ignorerer den.