Når verdens ledere er samlet til COP30 i Brasilien, bliver det med en ny realitet på bordet: Trods rekordudbygning af sol, vind og elbiler steg verdens forbrug af fossile brændstoffer igen i 2024. Ifølge den nyeste Global Energy Review fra IEA voksede energiefterspørgslen med 2,2 %, og selvom de grønne teknologier tog førertrøjen, leverede olie, kul og gas stadig størstedelen af væksten.
Kul gør comeback til aircondition i Asien
Olie mister ganske vist markedsandele – for første gang nogensinde til under 30 % af verdens energiforbrug – men forbruget stiger stadig. Naturgas er den hurtigst voksende fossile energikilde, og kul gør comeback i takt med hedebølger og stigende behov for aircondition i Asien.
Med andre ord: Verden elektrificeres – men ikke hurtigt nok. Elektriciteten drives stadig tungt af fossile kilder, især i de lande, hvor energibehovet vokser mest.
IEA vurderer, at CO₂-udledninger fra energisektoren steg med 0,8 % i 2024 og nåede et nyt rekordniveau. Uden de ekstreme hedebølger ville stigningen have været halvt så stor – men hedebølger er en stigende del af problemet.
Samtidig viser rapporten, at den grønne omstilling virker, når den rulles ud i stor skala. Udbygningen af sol, vind, atomkraft, elbiler og varmepumper har nu sparet klimaet for2,6 milliarder ton CO₂ – svarende til hele EU’s samlede udledninger.
COP30 står over for tre vigtige opgaver:
· Få fossile brændsler ud af energisystemet hurtigere.
· Sørge for hurtigere udbygning af bæredygtig energi i vækstøkonomier.
· Få bremset de globale temperaturstigninger, der i sig selv øger energiforbruget.
COP30 bør ikke blive endnu et møde om langsigtede mål – men et møde om handling her og nu.
Hvis 2024 lærte os noget, er det, at verden ikke kan køle af, før vi får skruet ned for de fossile brændsler.
IEA rapporten: https://www.iea.org/reports/global-energy-review-2025

