Efter en valgkamp domineret af svin, drikkevand, formueskat og pension står Danmark nu over for et langt mere grundlæggende spørgsmål: Hvordan sikrer vi os mod fremtidens energikriser? Krigen i Iran minder os om, at selvom Danmarks forsyningssikkerhed er stærk, er vores energi-uafhængighed stadig skrøbelig. Oliemarkederne har svinget voldsomt og lukning af Hormuzstrædet har sendt chok gennem de globale forsyningslinjer. Det Internationale Energiagentur har endda varslet den største frigivelse af oliereserver nogensinde – et klart signal om, hvor afhængig verden fortsat er af fossile brændsler. Alligevel fyldte energipolitik næsten intet i valgkampen. Kun pip om en afgiftslettelse, hvilket ikke løser det grundlæggende problem: Danskernes benzin-, el- og varmepriser påvirkes direkte af begivenheder tusinder af kilometer væk. Vi har strøm i stikkontakten, ja – men prisen dikteres stadig i Mellemøsten. Forsyningssikkerhed handler om mere end energi nok Danmark har en af verdens mest stabil

COP30 endte som bekendt uden den store, nødvendige beslutning om en global aftale om udfasning af fossile brændsler. For mange var det et skuffende deja-vu. Alle ved, at fossile brændsler er roden til problemet – og alligevel strander forhandlingerne, når det gælder en reel slutdato for udfasning. Men måske er der et andet sted, hvor verden kan finde fælles fodslag. Et område, hvor lande med vidt forskellige interesser faktisk har noget at vinde. Det handler om fjernelse af CO2 fra atmosfæren og lagring i undergrunden. Teknologierne findes allerede – og de virker CO2-fangst og lagring (CCS – Carbon Capture and Storage) er ikke fremtidsmusik. Teknologierne er udviklet, testet og i drift flere steder i verden. Vi kan opsamle CO2 direkte fra fabriksskorstene – og endda direkte fra luften – og gøre det, geologien allerede har gjort i millioner af år: lagre gasarter sikkert i dybe, stabile undergrundsformationer. Der er også udviklet teknologier til at fjerne CO2 direkte fra luften, såkaldt

COP30 i Belém blev lanceret som året, hvor verdens ledere skulle tage det næste store skridt i kampen mod klimaforandringerne. Men da forhandlingerne lukkede, stod én ting lysende klar: Det blev heller ikke denne gang, at verden besluttede at udfase kul, olie og gas. Det er efterhånden blevet en trist tradition. Ambitiøse ord er ikke nok På enkelte områder leverede COP30 dog fremskridt. Der blev lovet en tredobling af finansieringen til klimatilpasning inden 2035 - dog ikke flere penge, kun en omfordeling af de lovede penge fra reduktion til tilpasning. Skovene fik det heller ikke bedre, men dog en ny fond kaldet Tropical Forest Forever Facility, TFFF. Forskellige lande giver penge til en fond, hvor overskuddet skal gå til lande, der reelt beskytter deres skove. Men disse tiltag har én ting til fælles: De handler om at håndtere konsekvenserne af klimakrisen – ikke om at stoppe årsagen. For årsagen er stadig den samme: afbrænding af fossile brændsler. Hvorfor er udfasning så svært? På C

Når verdens ledere er samlet til COP30 i Brasilien, bliver det med en ny realitet på bordet: Trods rekordudbygning af sol, vind og elbiler steg verdens forbrug af fossile brændstoffer igen i 2024. Ifølge den nyeste Global Energy Review fra IEA voksede energiefterspørgslen med 2,2 %, og selvom de grønne teknologier tog førertrøjen, leverede olie, kul og gas stadig størstedelen af væksten. Kul gør comeback til aircondition i Asien Olie mister ganske vist markedsandele – for første gang nogensinde til under 30 % af verdens energiforbrug – men forbruget stiger stadig. Naturgas er den hurtigst voksende fossile energikilde, og kul gør comeback i takt med hedebølger og stigende behov for aircondition i Asien. Med andre ord: Verden elektrificeres – men ikke hurtigt nok. Elektriciteten drives stadig tungt af fossile kilder, især i de lande, hvor energibehovet vokser mest. IEA vurderer, at CO₂-udledninger fra energisektoren steg med 0,8 % i 2024 og nåede et nyt rekordniveau. Uden de ekstreme hed