COP30 endte som bekendt uden den store, nødvendige beslutning om en global aftale om udfasning af fossile brændsler. For mange var det et skuffende deja-vu. Alle ved, at fossile brændsler er roden til problemet – og alligevel strander forhandlingerne, når det gælder en reel slutdato for udfasning.

Men måske er der et andet sted, hvor verden kan finde fælles fodslag. Et område, hvor lande med vidt forskellige interesser faktisk har noget at vinde. Det handler om fjernelse af CO2 fra atmosfæren og lagring i undergrunden.

Teknologierne findes allerede – og de virker

CO2-fangst og lagring (CCS – Carbon Capture and Storage) er ikke fremtidsmusik. Teknologierne er udviklet, testet og i drift flere steder i verden. Vi kan opsamle CO2 direkte fra fabriksskorstene – og endda direkte fra luften – og gøre det, geologien allerede har gjort i millioner af år: lagre gasarter sikkert i dybe, stabile undergrundsformationer. Der er også udviklet teknologier til at fjerne CO2 direkte fra luften, såkaldte Direct Air Capture (DAC)-anlæg. Populært kan de kaldes for CO2 støvsugere.

Danmark, Norge, Island, USA og mange andre lande har allerede de første store lagringsprojekter i gang. Globalt vurderes lagringskapaciteten til at være enorm – nok til at lagre århundreders udledninger, hvis det bliver nødvendigt.

CO2 som fremtidens råstof

Men den lagrede CO2 er ikke bare et affaldsprodukt. Den er også en ressource. Så kaldes processen CCUS (Carbon Capture, Utilisation and Storage) – CO2 fangst, udnyttelse og lagring.

Teknologier til at bruge CO2 som råmateriale udvikler sig hurtigt, og på længere sigt kan oplagret CO2 blive fundamentet for helt nye værdikæder. Det gælder bl.a.:

  • Kemikalier: CO2 kan bruges til at producere alt fra metanol til komplekse industrikemikalier.
  • Medicin: CO2-baserede synteseveje kan reducere klimaaftrykket fra medicinalindustrien.
  • Plast og materialer: CO2 kan indgå i polymerer, så fremtidens plast kan laves af CO2 frem for fossil olie.

Vi får med andre ord mulighed for at skabe en kulstofcirkulær økonomi – hvor CO2 flyttes i kredsløb mellem samfund, industri og undergrund, uden at tilføre mere kulstof til atmosfæren.

1 ton CO2 kan blive til 10.000 nye Cola-flasker

Et ton indfanget CO2 rummer faktisk kulstof nok til at kunne blive til store mængder plast, hvis det bruges som råmateriale i produktionen af fx 1,5 liters Cola-flasker af plastmaterialet PET. I teorien kan ét ton CO2 omdannes til cirka 11.000–12.500 PET-flasker à 1,5 liter, fordi kulstoffet i CO2 kan indgå direkte i plastens kemiske struktur. I praksis, hvor der også opstår tab i energiforbrug og procestrin, ligger potentialet typisk på 4.000–10.000 flasker. Det illustrerer, at CO2 ikke kun er et affaldsprodukt, men en værdifuld ressource, der kan indgå i nye materialer.

Hvorfor kan CO2-fjernelse være politisk spiseligt?

En global aftale om udfasning af olie, kul og gas rammer direkte ind i nationale interesser, eksportindtægter, arbejdspladser og geopolitik. Det er svært, tungt og fyldt med konflikter.

Men CO2-fjernelse og lagring har en anden karakter:

  • Det truer ikke landes energisuverænitet.
  • Det giver både industrilande og udviklingslande nye muligheder.
  • Det kan skabe arbejdspladser og nye eksportsektorer.
  • Det kan fungere som en fælles global redningskrans, snarere end en byrde.

Derfor er det måske ikke udfasning, men CO2-lagring der kan samle verdens ledere om et stort klimaprojekt.

Men CO2-reduktioner er stadig det vigtigste

Selvom CO2-fjernelse kan blive et vigtigt klimaværktøj, må vi ikke tro, at teknologien kan erstatte omstillingen væk fra fossile brændsler. Udvikling af fremtidens bæredygtige energiteknologier – energieffektivitet, elektrificering, sol, vind, brint, geotermi, vandkraft og andre grønne løsninger – skal fortsætte med maksimal hastighed.

CO2-fjernelse i stor skala kan medvirke til at få styr på atmosfærens CO2 indhold – men det må aldrig blive en undskyldning for at udlede mere.

COP30 viste endnu engang, hvor svært det er at få global enighed om at afslutte fossilæraen. Men måske åbner det også en dør: Hvis vi ikke kan blive enige om at stoppe udledningerne, kan vi måske blive enige om at fjerne dem.

Og hvis vi kombinerer CO2-fjernelse med aggressiv udbygning af bæredygtig energi, energieffektivitet og cirkulær produktion – så kan vi stadig nå målene.

Måske er det netop sådan, verden træder ind i en ny fase: ikke ved et stort politisk gennembrud, men ved gradvist at enes om, at kulstoffet skal tilbage, hvor det kom fra.