Efter en valgkamp domineret af svin, drikkevand, formueskat og pension står Danmark nu over for et langt mere grundlæggende spørgsmål: Hvordan sikrer vi os mod fremtidens energikriser?

Krigen i Iran minder os om, at selvom Danmarks forsyningssikkerhed er stærk, er vores energi-uafhængighed stadig skrøbelig. Oliemarkederne har svinget voldsomt og lukning af Hormuzstrædet har sendt chok gennem de globale forsyningslinjer. Det Internationale Energiagentur har endda varslet den største frigivelse af oliereserver nogensinde – et klart signal om, hvor afhængig verden fortsat er af fossile brændsler.

Alligevel fyldte energipolitik næsten intet i valgkampen. Kun pip om en afgiftslettelse, hvilket ikke løser det grundlæggende problem: Danskernes benzin-, el- og varmepriser påvirkes direkte af begivenheder tusinder af kilometer væk. Vi har strøm i stikkontakten, ja – men prisen dikteres stadig i Mellemøsten.

Forsyningssikkerhed handler om mere end energi nok

Danmark har en af verdens mest stabile energiforsyninger. Vi bygger vind og sol som aldrig før. Det beskytter os mod blackouts – men ikke mod prischok. Når olieprisen stiger, og gaspriserne eksploderer i Europa, følger de danske priser med. Vores vindmøller kan snurre på Horns Rev, men regningen afhænger stadig af internationale fossile markeder og den europæiske prismodel.

Overproduktion af vind og sol – en styrke, hvis vi bruger den rigtigt

Når Danmark producerer mere vind- og solstrøm end vi kan bruge, falder elpriserne markant – nogle gange helt ned omkring nul. Det er godt for forsyningssikkerheden, fordi vi bliver mindre afhængige af import og dyre fossile brændsler. Men det giver også større udsving i priserne og pres på elnettet, som ikke altid kan følge med.

Her bliver Power‑to‑X afgørende. PtX‑anlæg kan omdanne den billige overskudsstrøm til grønne brændstoffer til biler, skibe og fly. Det gør overproduktion til en ressource i stedet for et problem – og det mindsker Danmarks afhængighed af importeret olie. Kort sagt: Ud over energilagring i batterier er PtX vores chance for at gøre vind og sol til et sikkerhedspolitisk værktøj.

Akilleshælen i det grønne regnskab

Danmark kalder sig et grønt foregangsland, men vi har overset to kritiske sårbarheder:

  • Olieafhængigheden: Transportsektoren er stadig gidsel for geopolitiske konflikter.
  • Biomasseimporten: Over en tredjedel af vores træpiller og flis kommer udefra – og gør varmeforsyningen sårbar over for både logistik og politik.

Fire opgaver til den nye regering

Hvis Danmark skal være reelt energiuafhængigt, skal regeringen handle fra dag ét:

  • Accelerer elektrificeringen. Grøn strøm skal bruges – ikke bare produceres.
  • Sats massivt på lagring og Power‑to‑X. Vi skal kunne gemme vores vind- og solenergi som brint, e‑fuels og i batterier.
  • Få styr på havvindens udbudsrunder. Den fejlslagne licitation i 2024 må ikke gentage sig. Der er brug for flere vindmølleparker.
  • Beskyt kritisk infrastruktur. Energi er et mål i moderne hybrid krigsførelse.

Energi er også sikkerhedspolitik

Geopolitisk uro giver altid voldsomme prisstigninger på olie og gas. Grøn energi giver derimod stabile og forudsigelige priser, fordi sol og vind er gratis og til stede overalt. CONCITO har beregnet, at for hver 1 % vi øger andelen af sol og vind, falder elprisen med 0,6 %. Og når vi kombinerer flere grønne energikilder og stærke forbindelser til nabolande, kan vi fastholde en høj og stabil energiforsyning – noget Danmark allerede er verdensmester i.

Hvis EU lever op til sin klimaplan for 2040, kan Europa nøjes med sin egen olie og gas. Resten vil være europæisk grøn energi. Klimamålene er derfor også energipolitiske mål: Jo mere grøn energi vi producerer i Europa, jo mere løsriver vi os fra andre landes olie og gas. Energipolitik er sikkerhedspolitik. Og den nye regering bør behandle den som sådan.